Er du som SMV parat til det store grønne data-skvulp?

En sand ketchup-effekt kan ramme SMV’erne, når EU’s nye krav om bæredygtighedsrapportering (CSRD) for alvor rammer landets største virksomheder.

Det er i første omgang de store børsnoterede virksomheder med mere end 500 ansatte, der ifølge direktiv og lovgivning skal rapportere. Fra regnskabsåret 2025 omfattes de øvrige store virksomheder af kravene, og fra regnskabsåret 2026 bliver børsnoterede SMV’er omfattet.

Men – selvom I som SMV’erne først kommer med senere, så rammes I indirekte. For de store virksomheder vil efterspørge data fra de ”små”. Den såkaldte ”trickle-down”-effekt.

En del SMV’ere oplever allerede efterspørgslen. 56 % oplever allerede i dag at blive mødt af krav til dokumentation af deres bæredygtighedsindsats. Det viser den seneste undersøgelse udført af Epinion for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Kravene kommer fra både større virksomheder, investorer og banker.

Og efterspørgslen kan lynhurtigt ramme mange flere.

For selvom de store virksomheder har vidst det længe, vurderes det i en ny undersøgelse fra ”IT i Praksis” (Dansk IT og Rambøll), at kun 28 procent af landets største 1.000 virksomheder kan leve op til kravene om bæredygtighedsrapportering. Bl.a. fordi kun 22 procent af virksomhederne har et ordentligt datagrundlag på plads.

Derfor er der en række store virksomheder, der meget snart får meget travl. Og der kan komme et gevaldigt skulp, når de for alvor sætter i gang.

Er du som SMV parat til at dokumentere virksomhedens bæredygtighed?